Om

"Sust - min verden..."

Min inspirationskilde

 

Jeg er opvokset med kunsten, og har selvstændigt arbejdet med maler- og blomsterkunst de sidste 8 år.

 

Jeg har altid brugt maleriet som redskab til at sætte ”ord” på mine tanker og følelser. Alle dagligdagens små impulser bliver samlet og brugt i mine malerier. De seneste år har jeg bevidst brugt kunsten som budbringer og formidler.

 

Vores indirekte kommunikations-form (kroppen) sætter jeg i øjeblikket i centrum.

Vi tror vi giver udtryk for ét, men har i virkeligheden sendt signal om noget andet. Vores kropssprog kan godt tæmmes, men ikke gemmes.

 

 

 

 

 

 

De bedste og smukkeste ting i verden kan ikke ses eller røres

men må føles med hjertet...

Jeg elsker oliens kraft, farvernes sammenspil og især den spænding der opstår ved farvernes modspil (som Yin Yang).

Den dristighed der opstår ved en overskridelse via maleriet, harmonien i de runde former og den på én gang frække og romantiske stemning der opstår mellem farver og former, når både modspil og dristighed anvendes.

 

Når jeg - via maleriet - fortæller eventyr, arbejder jeg ved at bruge barnets ”u-farvede” øjne.

Billedet opstår mange gange af sig selv, i det lidt finurlige, sjove og inspirerende moment. Hvordan ville verden tage sig ud, hvis vi alle gav plads til fantasi og leg?

Vores liv er sat i faste rammer – det er sjældent vi giver plads til det spontant sjove.

 

 

 

Giver vi plads til legen, øges den positive energi som ringe i vandet.

Livet og os mennesker – forunderligheden ved vores opståen og eksistens - er min arbejdskilde. Alle jeg har berøring med, sætter aftryk i mine billeder, og det vigtigste for mig er, at beskueren kan spejle sig selv, eller livet, i mine billeder.

Jeg sætter mennesket i centrum – min søn og min mand.

Jeg tænker, handler og arbejder med hjertet i centrum.